Danmark fik sin første Wimbledonmester nogensinde, da Frederik Löchte Nielsen vandt herredoublen på Center Court sammen med briten Jonathan Marray lørdag aften den 7. juli 2012.
I en lang og sen kamp lørdag aften (knap 5 timer) vandt Frederik og Jonathan i en helt fantastisk og højdramatisk kamp over svenskeren Robert Lindstedt og rumæneren Horia Tecau, der er rangeret som nr. 10 på verdensranglisten og var i de to sidste Wimbledonfinaler (2010 og 2011).
Kampens resultat blev 4-6, 6-4, 7-6 (7/5), 6-7 (5/7) og 6-3. Efter en afbrydelse af kampen efter tredje sæt pga. regn, førte Frederik og Jonathan i fjerde sæts tiebreak med hele 4-0 og øgede endda til 5-0, men den fair Marray sagde, at han havde berørt nettet ved sin vinderflugtning, og Lindstedt og Tecau kom pludselig tilbage i tiebreaken i fjerde sæt – og vandt det. I det femte og afgørende sæt vandt Frederik og Jonathan 6-3 og viste dermed en fantastisk moral og mental styrke.
Forinden den medrivende finale havde Jonathan og Frederik, der var kommet med på et wildcard dagen før Wimbledons start, i semifinalen sensationelt vundet over verdens bedste doublepar, brødrene Mike og Bob Bryant. De to brødre vandt de to sidste Wimbledonfinaler (2010 og 2011) og har 11 Grand Slam-titler!
Frederik Löchte Nielsen har med Wimbledonmesterskabet ikke blot indskrevet sig i dansk tennishistorie, men tillige i dansk idrætshistorie, og hans store bedrift tåler sammenligning med Poul Elstrøms fire guldmedaljer i finjolle, EM-mesterskabet i fodbold i 1992 samt Bjarne Riis’ sejr i Tour de France i 1996.
Hvad der ikke lykkedes for Kurt Nielsen, Frederiks farfar, i singlefinalerne i Wimbledon i 1953 og i 1955 samt i mixdoublen i 1958, lykkedes altså for hans barnebarn Frederik Löchte Nielsen. Forbandelsen, der hvilede over familien Nielsen i Wimbledonfinaler, var forsvundet, og Frederiks Wimbletontriumf er et sandt eventyr, og Frederiks drengedrøm gik i opfyldelse.
Wimbledon-titlen til doublemakkeren Jonathan Marray er også historisk for Storbritannien, idet briterne ikke har vundet en finale siden Fred Perry vandt i 1936, altså for 76 år siden.
TV-kommentatorerne Michael Tauson og Kenneth Carlsen karakteriserede Frederiks triumf som “surrealistisk”, og kronprins Frederik kaldte den “uovertruffen”. Den britiske TV-station BBC kaldte i øvrigt Frederik for brite, hvilket Frederik ikke havde noget imod, men han bekendte sig dog meget tydeligt til sine danske rødder.
Økonomisk fik Frederik 1.2 mio. kr. for Wimbledon-sejren, hvilket var kærkomment for en tennisspiller, der i 10 år kun har haft en beskeden årsløn på knap 250.000 kr.
I næste klumme vil spørgsmålet om, hvordan og hvorfor det lykkedes Frederik og Jonathan at vinde den eftertragtede herredouble i Wibledon blive taget op, og der vil blive givet et bud på Frederiks muligheder i international toptennis.