Fodbold kan være kunst. Under en Barcelona-kamp udbrød kommentatoren euforisk: ”Det er jo kunst!”
Tennis kan også være kunst. Men hvornår er det berettiget at bruge begrebet kunst i forbindelse med en tennisspiller? Det er emnet for denne tennisklumme.
De fleste er nok enige i, at schweizeren Roger Federer spiller tennis som en kunstner. I sin bog ”Our Kind of Traitor” (Viking, Penguin Books, 2010) sammenligner John le Carré Federer med den gudbenådede russiske balletdanser Nijinsky, idet han om Federer skriver: ”Federer the runner as dancer, shortening and lengthening his stride to tame the flying ball into providing him with his tiny, hanging extra split second that he needs to find the pace and angle – the steadiness of his upper body whether it’s moving backwards, forwards, sideways – his supernatural powers of anticipation that aren´t supernatural at all, but the summit of eye-body-brain coordination.” (side 198).
Selv om Federer er svær at overgå med hensyn til kunstnerisk performance, har der været flere tennisspillere, hvis spil nærmede sig kunst. Her tænkes især på franskmanden Yannick Noah og rumæneren Ilie Nastase.
Men vores egen Torben Ulrich hører absolut også til kategorien. Om ham skriver Jørgen Leth i bogen ”Det uperfekte menneske” (Gyldendal, 2007): ”Torben Ulrich kunne hengive sig i spillet uden at fortabe sig. Ville opfinde spillet forfra og foretrak at løfte det til et usandsynligt højt niveau frem for at tænke på scoren.” (side 174). Torben Ulrich var som tennisspiller kunstner, selv i en vigtig kamp som fx en Davis Cup kamp, blev han ved og ved, indtil han slog – det perfekte og æstetisk smukke slag.